Norsemen i Polen - Støv, Sved og Mudder

Beretninger og billeder fra motorcykelture i Danmark og udlandet.
Besvar
Rasmus T

Norsemen i Polen - Støv, Sved og Mudder

Indlæg af Rasmus T »

Det er onsdag eftermiddag d. 9. juli 2014. Klokken nærmer sig fire og autosvar i Outlook aktiveres med ordene: ”Offroad bashing in Poland! See ya in 10 days, bitches!”. Jo tak, ferien er startet.
Vi mødes ved Mc D. ved lufthavnen, og kører i “tre på stribe” til Ystad hvor vi har booket en natfærge til Świnoujście.

Team Norsemen er de samme som sidste år, altså:

Billede
Søren, som har skiftet humlebien ud med en Africa Twin RD07 (a.k.a. Delilah) iklædt TKC80-dæk...


Billede
Palle på sin BMW 650GS monteret med Trail Masters...


Billede
...og Rasmus på sin trofaste afrikaner med M21 fordæk og E-09 Dakar bagdæk.


Billede
Knapt er turen i gang, da Palle og Søren konstaterer at de har glemt at printe deres færgebilletter. Heldigvis har Rasmus printet alle billetterne hjemmefra, så koldsveden kunne hurtigt tørres af panden igen. Spændende start på turen.


Billede
På færgen bliver der indtaget polske øller og kød i passende mængder. Restauranten lukker dog tidligt, så vi indfinder os i vores køjer, så vi kan nå at lidt søvn inden færgen er i havn 05:30.


Dag 1. Świnoujście til Miedzychod (Dr. Harabaz), 316 km.
Billede
Solen skinner lavt og morgenluften er kølig da vi forlader Świnoujście. Allerede efter en halv times kørsel på asfalt starter de små skov- og markveje, og vi finder et passende sted at indtage vores medbragte morgenmad.


Billede
Billede
Vi tager den sammen rute ned til Dr. Harabaz som Tenere-klubben kørte i juni måned.
Fantastisk rute gennem marker og skove med massere af nyvandede mudderspor.


Billede
Selvsamme mudder er skyld i turens første styrt. Palle kommer skævt ind i et mudderhul og cyklen forsvinder under ham. Desværre lander cyklen på hans venstre fod, hvilket resulterer i en grundig forstuvning. Efter en god lang pause med kakao, smertestillende og støttebind, går turen videre i det lækre vejr.

Billede
Vi har ikke kørt langt før næste ufrivillige stop rammer os. En gren vipper op og vrider en lidt for slap kæde af Palles tysker. Heldigvis er det ved lav hastighed, så der sker hverken materiel- eller personskade. Efter et kort pitstop, er kæden tilbage på klingen, denne gang i lidt strammere tilstand end før :lol:


Billede
Efter 10 hårde timer, og et kort sukker-pitstop, beslutter vi os at tage asfaltvejen resten af vejen til Dr. Harabaz. Vi har jo trods alt en sengetid at nå og en øm fod at passe på.


Billede
Vel fremme ved Harabaz bliver dag 1 fejret med velfortjent fyraftensøl. Trods vores senere meldte ankomst, får Harabaz bikset nogle vegi-retter sammen, så vi ikke skal gå sultne i seng. Sikken en start på turen.


Dag 2. Miedzychod til Wroclaw, 272 km.
Billede
Vi havde besluttede aftenen forinden at Palle skulle køre den direkte rute til Wroclaw, for at blive tilset af en læge. Søren og Rasmus fortsætter af ruten, for senere at mødes med Palle i Wroclaw.


Billede
Vi vænner os ret hurtigt til de tunge maskiners sejlen i sandet, og vi får kørt nogle ganske underholdende kilometer.


Billede
Frokosten består af Wienersnitzel, paneret i cornflakes. Man skal smage meget, før tungen falder af - eller hvordan det nu er man siger.


Billede
Sidst på eftermiddagen afslutter vi dagens etape, med et fladt bagdæk på Rasmus´s afrikaner. På grund af E09 Dakar-dækkets meget stive/hårde sider, opdager Rasmus ikke punkteringen med det samme, og kører (sandsynligvis) et par kilometer før han opdager at de er noget galt. Det bliver i hvert fald konklusionen, da fælgen er så varm, at vi kunne have stegt bøffer på den. Efter et par svedige timer i eftemiddagssolen, og med lidt lokal “eksperthjælp”, er vi atter på vej mod Wroclaw, hvor Palle venter.


Billede
Vi mødes med Palle på et guesthouse i Wroclaw, hvor han tidligere på dagen har haft besøg af en læge. Heldigvis er foden kun forstuvet, og han har fået en recept på noget stærkt smertestillende.
Resten af aftenen står på store kolde fadøl på en italiensk restaurant.


Dag 3. Wroclaw til Park Narodowy Gór Stołowych, 293 km.
Billede
Vi starter dagen med at få udstyret Palle med et par ordentlige adventure-støvler, med god beskyttelse og støtte. Herefter går turen vestpå ad landeveje, tilbage til den planlagte rute.


Billede
Da vi rammer ruten igen, er det lige på og hårdt, med fedtet blød polsk mudder.


Billede
Vi kan hurtigt konstatere, at gårsdagens sand-skills ikke helt kan bruges til det glatte mudder, og vi må sætte hastigheden lidt ned - både for vores egen, og vores cyklers skyld.


Billede
Søren mestrer et af de nemmere mudderhuller.


Billede
Rasmus finder Sørens og Palles cykler godt gemt i det høje græs. Søren ligger vist også dernede et sted.


Billede
Trangian får gentagne gange seriøse tæsk i Sørens bløde sidetasker. Heldigt de er lette at rette ud ;-)


Billede
Om aftenen har vi valget mellem at køre “lige” ind i Tjekkiet, eller tage nogle små spor langs den Tjekkiske grænse. Valget bliver de små spor, og det kommer vi bestemt ikke til at fortryde. Dog betyder det, at vi først finder et sted at sove til kl. 23 hvor vi ender med at slå telt op på en græsplæne, foran et lille hotel.


Dag 4. Park Narodowy Gór Stołowych til Opava, 252km.
Vi starter dagen med at pakke vores telt ned og forlade stedet, inden nogen opdager os.


Billede
Rasmus’ møde med dagens første mudderspor. Lidt længere fremme må vi vende kajakken og finde en alternativ rute.


Billede
Efter en times kørsel står morgenmaden på havregrød med fløde og kaffe i rigelige mængder. Efter morgenmaden - og lidt privattid i skovens dybe stille ro, går turen videre af små mark- og grusveje, op og ned af bjergene. To af cyklerne er lidt morgensure, Sørens lugter af benzin og Palles BMW går ud ved nedbremsning og nedgearing, men heldigvis løser cyklerne selv problemerne i løbet af formiddagen.


Billede
Vi fortsætter af små mark og grus veje, men problemet er at det ikke tilladt at køre på 99% af alle uasfalteret veje i Tjekkiet.


Billede
Selvom en bakke ser uskyldig ud på afstand, skal man ikke lade sig narre - den kan skabe større problemer end som så.

Billede
Hen sidst på eftermiddagen beslutter vi, at sætte kursen mod den nærmeste større by. I byen Opava finder vi et stadion-hotel med en overnatningspris på 900 Koruna incl. Morgenmad. Det finder vi hurtigt ud af, at vi ikke råd til at sige nej til.


Billede
Ejeren af hotellet, lader os endda parkere i en havepavillon 10 meter fra grønsværen.

Billede
Aftenens ration af fadøl nydes med pizza og vm-finale på en lokal knejpe.


Dag 5. Opava til Polanka, 231 km.
Billede
Dagen starter med morgenbuffet i kantinen bag tribunen, hvor kantinens udsmykning falder til meget stor glæde for Palle.


Billede
Endnu en dag med fantastisk vejr, fantastiske ruter og fantastisk natur.


Billede
Billede
Billederne taler vist for sig selv...

Billede
Billede
Turens største udfordring er et ca. 500 meter langt, ualmindeligt stejlt smeltevandsspor, med et smalt farbart spor i hver side, og en dyb rende i midten, fyldt med store løse sten og grene. Tredje gang BMW’en beslutter sig for at lægge sig ned under nedkørslen, lægger den sig nærmest med hjulene opad , og vi må være alle tre, til at rejse den op igen. Trods tørre tæsk, er det ikke nok til at slå hverken Palle eller hans tyske panser ud af kurs :smadret:


Billede
Palle er langt fra den eneste som kan lave flotte styrt. Senere på eftermiddagen snubler Sørens afrikaner over en glat træstamme, som ligger og gemmer sig på en nedkørsel. Som billedet antyder, er det er en af dem som godt kunne have givet “buler”.


Billede
Efter turens første regnvejr (skybrud), støder vi på det lille højfjeldshotel/skiresort, ‘Polanka’, i nærheden af det tjekkisk-polsk-slovakiske grænsepunkt, hvor vi igen får overnatning og morgenmad for 900 Koruna, svarende til ca. 240 dkr. for tre personer. Vi når lige at bestille aftensmaden inden madmor lukker køkkenet, og dagens oplevelser vendes over et godt solidt aftensmåltid.


Dag 6. Polanka til Tatra national park, 236 km.
Billede
Efter etapestart, er vi hurtigt tilbage i Polen hvor vi de mudrede udfordringer ikke er blevet mindre, efter gårsdagens regnvejr.


Billede
Efter massere af lange hjulkradsere i Polen, tager ruten os videre ind i Slovakiet, hvor offroad-mekkaet fortsætter.


Billede
Kokken serverer kaffe, med rigeligt fløde, og Snickers til energidepoterne.


Billede
De store cykler og deres herrer bliver gang på gang sat på prøve.


Billede
Rasmus’s afrikaner lægger sig tungt i et mudderhul, og skal efterfølgende rettes lidt ud.


Billede
Vi overvejer kraftigt, om den skal stå på lammesteg samme aften.


Billede
Vi finder et lille hotel ved Tatra national park, hvor vi kan restituere og pleje vores ømme kroppe. Ingen lammesteg, men udsigten kan man ikke sætte en finger på.


Dag 7. Tatra national park til Brzesko, 345 km.
Dagen starter vanen tro med solskin og ømme rumper.
Billede
Selfie time.


Billede
I dag er kursen sat mod Skull Chapel, som skulle være et kapel dekoreret med knoglerne fra 3000 krigs- og koleraofre, som i 1700-tallet er blevet omhyggeligt placeret af en lokal præst. GPS’en viser vejen, og ved 17-tiden kommer vi frem til en lille søvnig by, med en stor flot kirke lige i midten. Da der ikke umiddelbart er noget der antyder at der skulle være et knoglekapel i byen, spørger vi de lokale om anvisninger. Til vores store skuffelse kan vi lidt efter konstatere, at vi har passeret Skull Chapel, fire dage forinden. Hvad kan man så lære af det? - altid kontroller GPS-punkterne inden afrejse :roll:


Billede
Skuffelsen fordøjes ved et sent eftermiddagspitstop.


Da vi desværre ikke helt har kunne holde kadencen fra turens start, er vi vi så småt ved at indse, at næsen snart skal vendes mod nord-vest. Vi beslutter, at vi i stedet vil forsøge at nå op og få en hel dags kørsel uden bagage, i området omkring Dr. Harabaz. Da der er ca 800 km derop, vinker vi så småt farvel til bjergene sydpå. Senere på aftenen hviler vi ud på et amerikansk inspireret motel i en lille polsk landevejsby.


Dag 8. Brzesko til Dr. Harabaz 580 km.
Dagen består af en transportetape tilbage til Dr. Harabaz og for første gang på turen (med undtagelse af turen over Sverige) er vi nødsagede til at tage motorvejen
Billede
Efter ca. 500 km, tager vi de sidste 80-100 km, af samme spor som Søren og Rasmus kørte på andendagen. Stærkt tiltrængt med lidt action, efter små 500 røvsyge kilometer på motorvej.


Billede
Godt med støv, og sand mellem tænderne, var noget der kan få smilene tilbage på vores læber...


Billede
...ja - og så selvfølgelig en favnfuld Tyskie-øl, på tanken inden Dr. Harabaz.


Dag 9. Offroad Bashing i skoven, 223 km.
Billede
Efter at have slanket vores bredrøvede cykler med adskillige kilo, er vi mere end klar til en dag med fuld fart på :lol:


Billede
Halleluja!! Sand, blød mosset skovbund, grus, græs... you name it, we did it.


Billede
Det er virkelig til at mærke at vi har skrællet de mange kilo af, og man føler nærmest at man kan kaste cyklen rundt som det passer en.


Billede
Midt i al euforien, går Sørens afrikaner pludselig ud. Efter at have gået den systematisk igennem, finder vi frem til at det (selvfølgelig) er benzinpumpen der er skyld i balladen. Intet er så slemt at det ikke kan ordnes med lidt tæsk, og efter at have banket pumpen lidt imod stellet, får vi heldigvis gang i den igen, og den holder resten af turen. Vi er ellers ved at ofre en kuglepen på at by-pass’e pumpen, men det bliver ikke nødvendigt.


Billede
På anbefaling hjemmefra, tager vi ind og spiser vildsvin på en lille beskeden landsbyrestaurant. Virkelig lækkert, og lige hvad vi har brug for.

Billede
Tilbage i sanddynerne bliver der knoklet for at holde momentum. Der er kontant afregning, hvis der ikke er fart nok på.


Billede
Skovområdet er kæmpestort og man kan snildt køre rundt hele dagen, uden at se det samme sted to gange.


Billede
Efter en lang og støvet dag, er det tydeligt hvem der har GPS, og derfor har kørt forrest.


Billede
Fyraften i hos Dr. Harabaz’ have. Da han ikke har provianteret øller inden vores besøg, tager Søren og Rasmus en solnedgangs-offroad-tur gennem skoven, til den nærmeste tank.


Dag 10. Harabaz til færgen, 292 km.
Vi tager samme rute tilbage, som vi kørte på førstedagen. Netop på grund af førstedagens hændelser, har vi endnu ikke kørt det første stykke fra Harabaz mod færgen.
Billede
Billede
Billede
Ruten til Dr. Harabaz er rigtig fed. Massere af små mark- og skovveje, og ikke mindst et gammelt militært øvelsesterræn af anseelig størrelse, skal forceres. Sidstnævnte er dog lige lovligt spændende til at starte med, men da der er masser af anden civil trafik, bliver vi mere rolige ved at færdes i området.


Billede
Sent på eftermiddag får varmen og det tørre støv taget på os. Vi overgiver os, og tager landevejen de sidste 80 km til færgen. Ved færgelejet i Świnoujście er vi godt brugte efter ti hårde dage med fantastisk kørsel, i fantastisk natur og i fantastisk vejr.


Vi kom igennem turen med kun små mekaniske udfordringer. Palles kæde hoppede af to gange (altså på MC’en), Sørens speedometerdrev stod af, og benzinpumpen havde et kortvarigt hedeslag. Rasmus slap med en punktering, så alt i alt må man sige, at de 3200 km i hårdt terræn kunne have gået værre.

Hvad vi ellers har gjort af tanker og erfaringer efter turen, kan I læse mere om, når vi får vores adventure-blog, “Norsemen”, op og stå inden jul. Her vil vi også lægge en mere detaljeret turbeskrivelse ud, med flere billeder, video og andet adventure-nørderi.

Stort tak til Jesper Madsen fra Tenere Klubben for at dele ruten med os. Har du andre spændende projekter, skal du endelig sige til hvis du mangler tre prøvekaniner.

I 2015 er planen at drage nordpå, til det mørke (eller rettere lyse) Sverige og Norge. Tanken er at tage udgangspunkt i området omkring Jönköping og derfra arbejde os nordpå og forhåbentlig nå den nordlige polarcirkel, inden vi peger forhjulet sydpå igen.
Hvis nogle af jer ligger inde med ruter der kunne være aktuelle, eller hvis I som Jesper gerne vil have prøvet noget af, så send gerne hvad I har til: norsemenblog@gmail.com. Så lover vi til gengæld at lave en turbeskrivelse når vi er hjemme igen.

Ride on!

//Norsemen
Brugeravatar
Nikolajsen
Indlæg: 1598
Tilmeldt: 27. maj 2006, 23:20
Geografisk sted: Hedehusene
Kontakt:

Re: Norsemen i Polen - Støv, Sved og Mudder

Indlæg af Nikolajsen »

:ok: :ok: :ok:
Man holder ikke op med at lege, fordi man bliver gammel, man bliver gammel fordi man holder op.
Aprilia Tuareg 660 22'
DKW RT 250/H 54'
ktopp
Indlæg: 328
Tilmeldt: 05. okt 2012, 10:18
Geografisk sted: Hadsten

Re: Norsemen i Polen - Støv, Sved og Mudder

Indlæg af ktopp »

Flotte billeder og god fortælling. Et af billederne er i HARK kalenderen 2015
:ok: :ok: :ok:
Husk aldrig at køre med for stram kæde.
Husk aldrig at køre med for stram kæde.
+ 998
Skomarn

Re: Norsemen i Polen - Støv, Sved og Mudder

Indlæg af Skomarn »

Tak skal I have! Fedt at vi kommer med i kalenderen!! :) Glæder mig til at få mit eksemplar.
Kilmose

Re: Norsemen i Polen - Støv, Sved og Mudder

Indlæg af Kilmose »

Superfede billeder - kørte selv en del af turen med Kille og en anden i eftersommeren 14, med alt for få billeder med tilbage.
Fedt terræn at køre i - og billigt at overnatte og spise.
Besvar